·

Et smart hjem

EPISODE 9. En fremtid, hvor alle elektriske apparater i hjemmet taler sammen og er på internettet, lugter ikke længere så meget af science fiction, som det har gjort. Det er allerede i dag muligt at få et smart hjem, hvor lyset regulerer sig selv eller hvor gulvvarmen henter prognoser for morgendagens vejr og indstiller sig selv efter det. Det gør livet lettere – og i sidste ende kan det gavne både klima og pengepung. Vi besøger et smart hjem, ser hvordan – og på hvad det kræver. 

Lyt og læs

I det smarte hjem kobler man sine eldrevne apparater med hinanden og med internettet.

I det smarte hjem styres lys, lyd, varme, køling og opladning automatisk via en app på telefonen. Det sparer energi og penge for forbrugeren.

Det betyder for eksempel, at man kan sætte sin robotstøvsuger til at stoppe arbejdet, når telefonen ringer. At støvsugeren via kunstig intelligens kan lære, hvad den må suge op, og hvad den skal lade ligge på gulvet. At gardinerne automatisk ruller ned, hvis der ikke er nogen i huset eller lyset udefra er for stærkt. Eller at køleskabet selv bestiller basisvarer hjem fra nemlig.com, når der er ved at være lavvande på mælk og marmelade. Og man kan typisk styre det hele ved blot at trykke på en app på telefonen.

Mere end en gadget

Mange tænker måske stadig på den type funktioner, som bekvemmeligheder der ikke er strengt nødvendige. Men de smarte hjem har også en række funktioner, der er knyttet til den grønne omstilling og til forbrugerens pengepung. Det har Dennis Mannike Lauritzen fra Frederiksværk blandt andet vist. Gennem et helt år har han arbejdet på at gøre sit hjem så smart som det er muligt med den teknologi, vi har til rådighed i dag.

Og selvom han har investeret en god sum penge i projektet, så siger han i dag, at han meget hurtigt har tjent investeringen hjem, fordi hans smarte hjem er sat op til at spare så mange penge på strøm som det er overhovedet er muligt.

En sjældenhed – og en forretningsidé

“Smart homes” er stadig en sjældenhed i Danmark. I en undersøgelse fra Danmarks Statistik fra 2020 siger omkring 12 %, at de har smarte produkter i deres hjem.

Men fænomenet bliver stadig mere udbredt, og i takt med fokus på de smarte hjems energisparefunktioner, er det muligt, at det vil brede sig hurtigere i de kommende år. Samtidig har EU-Kommissionen forlangt, at der i EU efter 2020 kun bygges intelligente bygninger (smart homes) eller næsten energineutrale bygninger.

Dennis Mannike Lauritzen oplever, at der er en interesse for de smarte hjem, men han synes også, at det stadig er for svært for den almindelige forbruger, at finde ud af, hvad man skal vælge og hvordan hjemmet skal sættes op.

I hans optik kræver udbredelsen af de smarte hjem en oplysningsindsats, for mange ved stadig ikke, hvad det smarte hjem kan betyde for deres økonomi og energispareindsats. I Epinion-undersøgelsen fra 2020 var der over 60 % af de adspurgte, der ikke var klar over, at man med smarte apparater kan få bedre indeklima og spare penge på energien. Derfor mener han i virkeligheden, at nogen burde slå sig ned som “smart hjem konsulenter” og gøre det til en forretning at hjælpe mennesker med at sætte deres smarte hjem op. Noget kunne tyde på, at det ville kunne betale sig: I Epinions undersøgelse siger for eksempel eon tredjedel af de unge mellem 18-34, at de ville være interesserede i sådan et tilbud.