Er Erik en system-nasser?

EPISODE 5. Danmark har indført ny lovgivning, der åbner for at, borgere kan dele grøn, vedvarende energi med hinanden i såkaldte “borger-energifællesskaber”. Det første af sin slags i Danmark ligger i Avedøre, hvor drømmen er et bæredygtigt lokalsamfund. Men det er ikke nødvendigvis alle, der synes, at energifællesskaberne er en god idé.

Læs mens du lytter.

I disse år blomstrer fællesskaber, der handler om at dele energi i et lokalsamfund, over hele Europa. Helt almindelige borgere, foreninger og institutioner går sammen om producere vedvarende energi og dele den med hinanden.

Fællesskaberne kan spille en rolle i det smarte energisystem: Når lokalsamfund går sammen om eksempelvis at sætte en vindmølle op og dele energien fra den, sikrer man, at den strøm, man får, er grøn. Men man kan i princippet også være med til at sikre, at det kollektive elnet ikke overbelastes, hvis man bruger sin egen strøm i spidsbelastningsperioder.

Sådan et fællesskab findes i Avedøre – og Erik Christiansen er en af stifterne.

Danmarks første borgerenergifællesskab

Med en fortid helt tilbage fra “Nej til Atomkraft”-bevægelsen i 1970’erne er Erik Christiansen en mangeårig energi-ildsjæl. For Erik går vejen til en mere bæredygtig og solidarisk verden i høj grad gennem en re-tænkning af energisystemerne: Vi skal dele energi med hinanden, den skal være vedvarende – og vi skal ikke spilde den.

Danmarks første borgerenergifællesskab, som er en del af Avedøre Green City består af Avedøre Fjernvarme, Avedøre Boligselskab, EBO Consult A/S, KAB og Hvidovre Kommune. Også Filmbyen, Avedøre Landsby og det lokale gymnasium er en del af fællesskabet.

Ambitionen er at skabe et ægte smart energisystem i området, hvor man både producerer energi og deler den med hinanden. For eksempel kan gymnasiet producere sol-energi på taget til eget brug – men når skolen er lukket i ferier kan energiproduktionen bruges til at opvarme svømmehallen ved siden af. På den måde er man aldrig nødt til at slukke for energiproduktionen og intet går til spilde. En bedre integration af elbiler og cykelmuligheder i området er også en del af projektet.

Energifællesskabet blev lanceret i 2020 – før en ny bekendtgørelse officielt åbnede for muligheden for at etablere energifællesskaber i Danmark. Bekendtgørelsen kom fordi EU igennem længere tid har presset på for at borgere i alle lande skulle have mulighed for at producere og dele energi med hinanden.

Mistanke om “system-nasseri”

Og så kommer vi til det med nasseriet. For det viser sig, at Erik Christiansens drøm om at dele med hinanden i lokalsamfundet paradoksalt nok ikke passer specielt godt sammen med politikernes opfattelse af, hvad et fællesskab skal være. Faktisk har Erik Christiansen en oplevelse, at han selv – og med ham de nye borgerenergifællesskaber – ligefrem betragtes som nogen, der vil nasse på systemet og er ude på at undgå afgifter til det fælles elnet ved at etablere et system udenom det etablerede.

Hans oplevelse bestyrkes af, at den danske implementering af EU-lovgivningen om borgerenergifællesskaber kun opfylder de allermest nødvendige krav fra EU. Og i modsætning til lande som eksempelvis Skotland lægger Danmark ikke op til aktivitet at fremme energifællesskaberne. Tværtimod stilles der en række krav, der gør det mere besværligt at etablere et fællesskab omkring energi.

Energifællesskaber skal blandt andet forhandle individuelt med deres elnetselskab om at få lov til at etablere sig, og fællesskaberne må ikke dele energi på tværs af matrikelgrænser, selvom det netop er den type af deling, EU-direktivet lægger op til. Dermed kan gymnasiet og svømmehallen alligevel ikke få lov at dele deres energiproduktion og forbrug.

Forklaringen på hindringerne skal findes i frygten for, at det kollektive elnet undermineres af en række mindre aktører, der pludselig vil etablere deres egne systemer. Det har både Klima-og energiminister Dan Jørgensen og Dansk Energi givet udtryk for ved flere lejligheder.

Det er dog en mistanke, Erik Christiansen på det kraftigste tilbageviser. Han ser energifællesskaberne som et supplement til det store fællesskab, og er da også forsigtig optimist når talen falder på, om energifællesskaberne kommer til at få succes i fremtiden. Selvom der i dag stort ikke findes energifællesskaber, tror han på, at de kan komme til at fylde mere i vores samlede energisystem.

Men han understreger, at en succes for de nye fællesskaber kræver, at både politikere og organisationer går mere konstruktivt til værks, og gør det lettere for borgerene at engagere sig i energisystemet.